ELIN ENGELSEN / 'ecco'
FERNISERING lørdag d. 11. september 2010 kl. 13-15
ÅBNINGSTALE v. kunstskribent Erik Meistrup
Elin Engelsen: 'Ecco'
Åbningstale af kunstkritiker og forfatter Erik Meistrup:
Elin Engelsen har selv døbt udstillingen ’ecco’ og det falder selvfølgelig lige for at tænke på lyden der gentages som i en ekko-dal, hvad man har på Bornholm. For mange er det også nærliggende lige at vende det old græske myteunivers med nymfen Ekko, der sygnede hen i ubesvaret kærlighed til ham Narcissos, der har lagt navn til en særlig psykologisk lidelse, en særlig karakter og ikke mindst figur i kunstens verden.
Men ekko kan tolkes på flere andre måder. Der er selvfølgelig spejlingen. Altså, man ser et slags ekko af sig selv, når man spejler sig – at være dobbelt er et visuelt ekko – noget der er fremtrædende i Elin Engelsen maleriske verden, hvor den samme figur enten gentages med den samme handling, eller figuren så at sige ser sig selv som i dobbelt malerier ’Sofie’, hvor pigen iagttager sig selv i en handling, der endnu ikke er gået i gang.
Ekko fra 1700-tallet
Et ekko kan imidlertid også være en form for parallel eller fornemmelse af gentagelse af handlinger, værker eller udsagn der er historiske, kulturelle, religiøse, sociale. Vi siger nogle gange, at noget er en gentagelse af noget andet fra fortiden. Vi skal huske at fortidens fejl og katastrofer ikke må ske igen som f.eks. med krige eller undertrykkelse og forkastelse af andre (Holocaust er nok det værste eksempel på en historisk gerning, der ikke burde være ’et ekko af’ – men som vi ved fra Bosnien og Rwanda, så kom det ikke til at holde stik).
Det historiske kulturelle og kunstneriske som spejling er også fundet vej ind i og plads i Elin Engelsens motivverden. Et af de stærkeste eksempler er hendes malerier – der næsten har karakter af en særlig serie, som man under et kan kalde ’I eller på gyngen’. Jean-Honoré Fragonard maleri fra 1767: ”Gyngen”, der repræsenterer en stil og et tid, som var et brud med tidligere tiders opfattelse, man dvs. den økonomiske overklasse dyrkede forestillingen om den store uskyldige natur, hvor man burde kunne udfolde sin egen natur, derfor er der også forførelsens element til stede hos Fragonard. Det er også på den tid, at børn begynder for alvor at optræde som selvstændige, nydelige og uskyldige, væsner inspireret af filosoffen Rousseaus skrifter om at finde en sand natur tilstand.
Hugh Honour & John Flemming skriver i deres kæmpeværk (på næsten 1000 sider) Kunstens Verdenshistorie om den tid, at kvinden eller børn på gyngen var et velkendt motiv i rokoko-kunsten og den fik hurtig en række bibetydninger som at være indbegrebet af nydelse, udsvævende atmosfære og valkelmodighed (specielt selvfølgelig hos kvinder).
Små to hundrede år senere kan man genfinde ekkoet af den tid i Johannes Bjergs skulptur: Agnete og Havmanden, der står på Park Alle ved rådhuset her i Århus. Skal hun følge vandets dyriske drift, som havmanden repræsenterer, eller den kalden tradition og tro står for? Hun er stivnet i sit valgs forskellige lokketoner.
Hos Elin Engelsen kender børnene endnu ikke til erotikkens eksistens, til dens forvandlingskraft. Hos hende leger børnene lege som ’at blive ét’ med naturen, at kunne fortabe sig i naturen, at sætte tiden i stå. Men Elins børn bliver alligevel også forført, men af en indre kalden til en leg, der er et frirum for virkeligheden, og som i nogle tilfælde kan ende med at blive en regulær virkelighedsflugt, selvom Elin i nogle titel som ’Det var ikke en drøm’ og ’Det smukkeste sted på jorden’ prøver at fastholde illusionen, mens hun i titel som ’Var jeg virkelig dér’ viser en dobbelttydighed i forholdet mellem drøm og virkelighed . Denne forførelses kalden er et stærkt element hos Elin i hendes malerier – meget stærkt visualiseret i udstillingens hovedværk ’ecco’ med pigen og isbjørnen. Begge klædt i hvidt i det blå. En situation, der burde være livsfarlig´, men som i billedet eventyrverden netop kan lad sig gøre, og derved bliver et ikon for en tilstand af drøm.
Elementernes betydning.
Elin er meget optaget af de såkaldte elementer: vand, jord, luft – men hun bruger ikke det fjerde: Ild! Vi har et udtryk som ’brændt barn skyr ilden’ – Elin skyr ilden, tror jeg fordi den repræsenterer destruktionen. De andre elementer indgår der imod med fuld styrke. Ikke mindst vandet kredser hun meget om. Næsten halvdelen af denne udstillings billeder handler om vand. I øjeblikket køres der et vand-projekt mellem flere kulturinstitutioner i Øst- og Midtjylland, og Elin kunne have været selvskreven i den sammenhæng. Vandets metaforiske karakter og mytologiske historie betyder meget for Elin - ja, jeg vover den påstand, at vandet er afgørende for Elin og for forståelsen af hendes motivkreds.
I koranen er der et vers (6,99), der handler om ’det livgivende vand’:
Han er den der sender vand ned fra himlen. Derved frembringer Vi planter af enhver art, på dem grønne blade og endelig korn i rad og række… regn/vand er barmhjertighed, livgivende, storsind og i åndelig forstand det som kan vække udtørrede hjerter til live.
Denne opfattelse af vand findes også hos andre religioner bla. hos vores historie i Bibelen, hvor Gud satte en vælving midt i vandene for at skille dem ad og skabe himmel og hav – som derfor er en spejling, et ekko, af hinanden.
Selve Paradiset (som er en have! – altså et stykke kultur) er hjemsted for 4 floder, der er grundlaget for liv ikke bare i Paradiset men også i verden udenfor – den var ellers temmelig gold.
Men specielt i Islam fik det afgørende betydning kulturelt og arkitektonisk med den særlige havekultur, der blev skabt. Lad mig til yderligere studier anbefale Annemarie Schimmels bog Små paradiser (blomster og haver i Islam).
En af de mest elskede mystikere er nok RUMI, der levede i 1200-tallet, han udtrykker bla. vandets betydning således: Denne syngende kunst er havskum. De yndefulde bevægelser kommer fra en perle et sted fra havets bund.. Digte slår op som skumsprøjt… Et andet sted taler han om floden, det ville i Elins verden være åen eller søen: Gå ud i floden, og kom så op igen. Træd ind i livets verden! Giv dit hjerte til Gud.
Schimmel gengiver en ægyptisk mystiker Dhun-Nun, der på en måde også fortæller noget om figurerne i Elins maleriske univers: Oh, Gud, aldrig lyttede jeg til et dyrs stemme eller et træs susen, vandets fossen eller en fugls sang, vindens susen eller tordens buldren uden at synes, at de bevidner Din lige ikke findes…. I Elins malerier ligger en tilsvarende underliggende spirituel strøm, som børnene nok er uvidende om, men som de nærmest per instinkt må følge. Det spirituelle og det kunstneriske er en kraft, der ligger indbygget og som kan aktiveres, hvis vi følger dens vejledning, synes at være ledetråden hos Engelsen som det var i romantikken hos den store tyske maler Caspar Friedrich.
Maleriet er jo i ’sin’ natur et stille medium, men nogle malerier larmer alligevel, andre skriger i smerte, andre jubler overstadigt, men hos andre hersker stilheden, og jeg vil låne et citat fra Mikael Wivel, der tilbage i 1997 anmeldte den franske maler Georges de la Tour(1593-1652) under overskriften. Der er tyst derinde. Det virker som det er en døvstum, der maler – en mand der ikke kan høre, men derfor ser skarpere med undrende øjne på disse mærkelige skabninger og deres gådefulde eksistens.
Elin Engelsen synes på samme måde at se sig tilbage over skulderen og opdage noget, der for hende selv og os andre, er evigt tabt, men som hun formår at se og bringe frem til lærredet – en tavs gådefuld verden af halvstore børns færden i naturen som var de glemte ’daimoner’ fra den græske verden og et moderne spejlbillede af nymfen eller faunen i pagt med jord, vand og luft. Hvor er der meget især blåt og grønt i Elins malerier og så ind imellem stærkt blomster-rødt.
I en enkelt titel ’Den genstridige skygge’ er der også tilført et element af underfundighed og måske skjult inspiration. For i fortællingen om Peter Pan, drengen der ikke ville være voksen, driller skyggen ham. Eller også er inspirationen fra HC Andersen med det dystopiske eventyr ’Skyggen’.
Inspirationens spejl
Når man prøver at spørge ind til, hvor Elin har sin inspiration – og spørger længe nok, for hun giver helst kun korte svar – så kommer på et tidspunkt en henvisning til hendes landsmand Odd Nerdrum. Det forekommer umiddelbart svært at se henvisningens betydning, men når man tænker nærmere over det, er der måske en slags forklaring alligevel - jeg forsøger i hvert fald her. Elin billeder er på en måde sit eget ekko af Nedrums på den måde, at hans mørke jordfarvede nærmest en slags Helvede a la Dantes, spejler Elin med sit lyse blå, stærke grønne og livgivende røde. Nedrums tidløse ensomhed og død forvandles i ekkos længde til barndommens fred og ophøjethed. Men også hos Elin er findes ensomheden for selv når der tilsyneladende er to, så er det bare den samme dreng eller pige, der spejler sig i sig selv.
Men der er også noget andet der måske er svært at se, men jeg tror det er der både hos Nerdrum og Engelsen er der en slags uskyld tilstede – den er forskellig i sit udtryk – hos Nerdrum beror den måske på afmægtigheden hos figurerne fordi de har levet og set, hvor lidt de selv kan løfte, mens de hos Engelsen stadig har naivitetens oplevelsessans med og uden at kunne gøre fortræd på den natur, de drages af. Malerne Martin Bigum formulerer det således, at Nerdrum dyrker de mest basale træk ved mennesket.
Man kan tilføje, når man har (op)levet livet (altså at være voksen) i modsætning til Engelsens børn, der står foran ’livet’, så vil hun også fastholde netop noget basalt fra barnets før-tilstand, noget som måske kunne bruges i voksenlivet, så det ikke udviklede sig så katastrofalt som Nerdrums visuelle verden afspejler.
Begge måder at skildre på giver en som beskuer en slags eksistentiel smertefornemmelse af noget uigenkaldeligt tabt og dog med en flig af håb. De deler altså en etisk og tror jeg dyb spirituel dimension om håb og menneskelig omsorg.
Jeg vil slutte med at bruge den helt moderne digter Ursula Andkjær Olsen, der i sit værk ’Havet er en scene’ fra 2008 kan læses som en modstilling til den ny-romantik, man også kan vælge at se Elins værker som:
Nu hvor jeg sidder her på min elverhøj. Din ensomhed er et
Smukt lille ord. Har jeg ret? Her kan jeg sidde og være i
Fred med min ekshibitionisme.
Jeg ved så meget om sammenhængen mellem
Ensomhed og ekshibitionisme. Jeg sidder her med det
Hele. Pakket ind hænderne.
…
Der er ikke brug for at jeg
Er en elverpige. Længere. Der er ikke brug for at
Nogen som helst er en elverpige noget som helst sted.
…
Drømme har mange ansigter …
Til virksomheder vil vi gøre
opmærksom på de fordelagtige
fradragsregler for
virksomheder som køber kunst. Læs mere her på hjemmesiden under
'Galleriet
tilbyder'.
