”Quo Vadis” Jette Wistoft Noyes - Nynne Højerslev - Lise Seier Petersen - særudstilling
Jeg skal sige et par ord om vores særudstilling ”Quo Vadis”. Som de fleste af jer nok ved så omfatter udstillingen værker af de tre kvindelige, danske kunstnere Jette Wistoft Noyes, Nynne Højerslev og Lise Seier Petersen. Udstillingen har vi valgt at kalde for ”Quo Vadis”. Det er latin og betyder ”hvor går du hen”. Ifølge legenden var det den flygtende apostel Peters ord da han i et syn møder Jesus udenfor Rom. Men det er nu ikke meningen at titlen skal være et tungt, eksistentielt emne for udstillingen. Det skal nærmere opfattes som en let slentretur. Det skal symbolisere livets vej, som ofte ender med at føre en i uforudsigelige retninger. Uden afbræk, bump og u-sving ville livet ikke byde på så mange spændende forhold og oplevelser. Udstillingens tre kunstnere er siden deres akademitid her i Århus, gået i vidt forskellige retninger. For at tale om det mest åbenlyse, så arbejder de med tre forskellige medier. Maleri, fotografi og keramik giver uden tvivl forskellige udtryk, men jeg synes alligevel at de kan tale sammen på en meget spændende måde når de bliver sat sammen, som i denne udstilling. Jette Wistoft Noyes er uddannet fra det Jyske Kunstakademi og det Nationale Kunstakademi i Irland. Jette bruger olie på lærred til at udtrykke sig på abstrakt manér. Hun har siden 2002 været bosat i Nordjylland. Her er den nordjyske natur og lyset en stor inspirationskilde til hendes arbejde. Lange gåture i naturen bruger hun til at samle tankerne og derved opfange farver, lys, skygger og former, som bedst opdages med et trænet kunstnerøje. Netop natur og landskaber er et af hovedtemaerne i den her udstilling. I Jettes billeder er landskaberne ekspressive og farverige. Farverne og formerne er sjældent naturalistiske og det er netop noget af det, som fanger mig ved hendes værker. Det er drømmelandskaber, som har sjæl og stemning. På denne udstilling har Jette haft det længeventede forår, som inspiration. Derfor er den gule farve en gennemgående kulør i billederne. Gul er en farve med utrolig meget symbolik. I det gamle Kina var gul den fornemmeste af alle farver og en periode var den forbeholdt kejseren. I tibetansk tradition er gul farven på et af de fem grundelementer – nemlig jord, som er repræsenteret af en gul firkant. Den gule farve har rigtig mange positive betydninger. Den står for rigdom, storhed og gavmildhed og i kristendommen symboliserer gult det evige lys. På den måde står den også for herlighed, visdom og magt. Om Jette har givet farven ligeså mange forskellige betydninger under hendes arbejdsproces ved jeg ikke. Men jeg synes I alle skal have dem i baghovedet når i går rundt og betragter hendes smukke værker. Nynne Højerslev har tidligere arbejdet med maleriet, men den seneste periode har fotografi været hendes foretrukne medie. Hun er ligesom Jette uddannet på det Jyske Kunstakademi. Derudover har hun gået på Institut for Visuel Kommunikation på Kunsthåndværkerskolen, hvorfra hun er uddannet illustrator. De fleste af hendes fotografier er fra Århusområdet og tager udgangspunkt i udstillingens tema ”landskaber”. Hos Nynne er landskaberne både harmoniske og idylliske, men de er også dramatiske og ind imellem faretruende, som i hendes fotografi ”Skarvnet”. I flere af Nynnes værker har hun leget med det uskarpe kontra det skarpe og fokuserede. Det giver dybde samtidig med at det giver en følelse af bevægelse og dynamik. Det jeg kalder uskarp kan også være en sløring af motivet. Som f.eks. når dis og tåge ligger sig ind over vand og giver en stemning af mystik og drømmeland. Et andet ord man kan bruge i forbindelse med Nynnes værker er spejlinger, som f.eks. når hun snyder vores øje i fotografiet på ferniseringsinvitationen. Til dem der ikke har afsløret hende endnu så prøv at tage invitationen og vende den på hovedet og se hvad der sker. Nynne leger i hendes billeder med lys og skygge og motiverne er både himmel, jord og hav. Efter min mening indeholder hendes billeder en stor del skønhed og poesi. Fotokunst er endnu ikke så udbredt, men jeg er sikker på at det blot er et spørgsmål om tid og Nynnes værker kan helt sikkert bidrage til fremskridtet. Lise Seier Petersen er uddannet på Århus Kunstakademi her i Vestergade. Hun er en kvinde med gang i mange forskellige kunstneriske projekter, men kernen i hendes arbejde er keramikken. Keramikkens oprindelse er i naturen og på den måde skriver Lise sig ind i udstillingens tema ”landskab og natur”. I hendes værker sker der et spændende ”clash” mellem natur og kultur. Natur i form af materialet og kultur i form af det skrevne sprog. Hun bruger konkrete ord, som ”fad” eller ”skål” til at formgive det, som ordet betegner, nemlig et fad eller en skål. Æstetisk er hendes værker utrolig flotte, men der er også et dybere lag. Blandingen af natur og kultur og de gamle traditioner omkring keramikhåndværket sætter refleksioner i gang hos beskueren. Overvejelser omkring kunsthåndværkets form og funktion i dag, men også tanker omkring hvad et ord er for en kode og hvilke tegn denne kode står for i vores kultur i dag. Skålen, som genstand har næsten så længe menneskeheden har eksisteret været en del af massekulturen. Et hvermandseje og noget som alle ved hvad er. Ved, bogstaveligt talt, at forme betydningen i ler får værkerne en ironisk distance og en snert af humor – på grund af det banale. På kunsthistoriestudiet her i landet er det keramiske felt desværre et relativt overset medie. Jeg vil sige at Lises værker har åbnet mine øjne for lerets æstetik og udtryksmuligheder. Sidste udstillingsdag d. 6. juni 2009”Quo Vadis”
Åbningstale v. kunsthistorie stud. Alexandra Balshøj
Til virksomheder vil vi gøre
opmærksom på de fordelagtige
fradragsregler for
virksomheder som køber kunst. Læs mere her på hjemmesiden under
'Galleriet
tilbyder'.


