galleri V58

Uddrag af åbningstale

v/kunsthistoriestud. Ane Houl Bentsen

Jeg hedder Ane Houl Bentsen, og jeg læser kunsthistorie på universitetet her i Århus. Grunden til at jeg er her i dag, er for at vise, hvordan jeg fortolker Peter Juuls værker, som vi ser her på soloudstillingen.

Jeg vil starte med begrebet Ubuntu, som danner ramme om udstillingen. Det stammer fra Afrika og betyder ”at være i kraft af relationer til andre”. Begrebet besidder to væsentlige fordele, for det første henviser det til at kunstneren har et særligt forhold til Afrika, og for det andet anviser det en indgang til hvordan vi kan forstå og fortolke værkerne og udstillingen i sin helhed.

Peter Juul formår at tale til alle gennem sine værker, fordi de menneskelignende figurer er anonyme i udformningen og de derfor fornemmes som universelle mennesker. De har fx ingen hår, og øjnene er kun let antydet. Baggrundene er rene i den forstand at én farve dominerer fladen. Det betyder, at farverne får en stor relevans i forhold til fortolkningen. De skaber forskellige sindsstemninger. Kobolt-blå er en gennemgående baggrundsfarve i flere af billederne (vis).  Den blå farve kan symbolisere himlen eller klarheden. Samtidig er den det guddommeliges farve, fx er Jomfru Marias kappe altid blå. Når farvesymbolikken kædes sammen med figuren i forgrunden, giver det mig en fornemmelse af et roligt, bevidst væsen, som er til stede i nuet (vis). Farverne gør altså to ting: på den ene side er de en flad neutral baggrund, men på den anden hjælper de os til at opfatte en stemning, som ikke nødvendigvis kan ses ud af figurerne alene. Vi giver farverne vores egne betydninger alt efter vores kultur, sind og erfaringer. Det gør billederne åbne for fortolkning, og i tråd med UBUNTU-begrebet om ”væren i kraft af relationer til andre” får værkerne deres betydning, fordi den enkelte beskuer (dvs os hver især) giver dem mening. Værkernes betydning opstår så at sige, i kraft af deres relation til hver enkelt af os.

Den her ”væren i kraft af relationer til andre” kan også ses direkte i værkerne. Flere af figurerne står alene, eller finder glæde i små ting, som fx fuglen på armen (vis). Men i kraft af de andre værker og deres figurer får de en anden betydning. Hvert værk er et vindue til en sindsstemning, som kan op- eller nedtone stemningen i de andre værker, fordi de danner mere eller mindre kontrast. En stor kontrast som fx den kolde blå mod den varme gule (vis) forstærker stemningen i det enkelte værk. På den måde taler billederne med hinanden. Jeg ser en parallel i de relationer jeg oplever mellem værkerne, og forholdene mellem mennesker i vores samfund. Vi er på mange måder meget individ-fikserede, men det er først rigtigt i kraft af de relationer vi har, at der skabes mening i vores liv.

Det vil jeg lade være de sidste ord, og når I nu går rundt og ser udstillingen kan jeg kun opfordre jer til at tænke på de to kodeord: stemninger og relationer. God fornøjelse!