En verden i sin vorden - Om Lis Bramsens billedverden
Fortid, nutid og fremtid mødes i Lis Bramsens malerier. Malerier, hvor man ganske vist finder genkendelige motiver i form af landskaber og mennesker, men hvor hele sceneriet har noget drømmende over sig. Dette skyldes ikke mindst, at centralperspektivet er sat ud af drift sammen med den logisk sammenhængende billedkomposition. I stedet består malerierne af motiver fra flere forskellige verdener knyttet mere eller mindre tilfældigt sammen på lærredet. Udgangspunktet er tilsyneladende surrealismens ide om det frugtbare i at dykke ned i underbevidsthedens og drømmens dyb for på denne måde at skabe værker som er fuldstændigt spontane, ucensurerede og mere frie end den borgerlige snusfornufts almindelige kunstpraksis.
Lis Bramsens malerier lever fuldt op til dette. De bringer mindelser om fysisk genkendelige fænomener, men motiverne er sat sammen på en sådan måde, at vi med det samme bliver klar over, at dette er fantasiens frembringelser, ikke virkelighedens. I hvert fald ikke virkeligheden i klassisk naturalistisk forstand.
Surrealistisk er Lis Bramsen imidlertid ikke. Den optimisme og den moralske opbyggelighed, som bevægelsens teoretiske bannerfører, André Breton, fandt i dyrkelsen af det ubevidste og spontane, går ikke igen i Lis Bramsens malerier. Der hviler snarere en stemning af melankoli og en følelse af tab over hendes billeder. Hvad vi ser, er ikke pågående og aggressivt udfordrende elementer fra vores inderste driftsverden, men ruiner af bygningsværker, bilkirkegårde og forvirret udseende mennesker gående rundt i flimrende og flygtigt udseende farvetåger. Som var der sket en atomkatastrofe eller et verdensomspændende økologisk sammenbrud.
Snarere end hundrede procents surrealistiske kunne man derfor kalde Lis Bramsens malerier for nyromantiske. Hvis man vel at mærke forstår romantik, ikke som klistret Holywood-sødsuppe, men i ordets oprindelige betydning som en kunst og en livsfilosofi, der ser det som sin opgave at forløse en verden ødelagt af egoisme, grådighed og udbytning. For Lis Bramsens vedkommende giver det sig udslag ved, at der midt i den splittede og fragmenterede verden, hun skildrer i sine malerier, findes en form for håb. Et håb, der har med børn at gøre, for hvor de voksne går søvngængeragtigt og handlingslammede rundt i de ruinfyldte omgivelser, bruger børnene deres medfødte fantasi til at snuse, lege og se sig frem i det, der kan blive begyndelsen til en ny og bedre verden. Børnene og dyrene for ligesom de små, er heller ikke de belastet af de såkaldt civiliserede menneskers konstante begær efter at eje og besidde alt og alle.
Der er derfor trods alt en god grund til at kalde Lis Bramsens malerier optimistiske. Vi ser ganske vist ødelæggelsen, forvirringen og kaoset, men også hele det potentiale, der ligger i den nye generation, som har lært af fortidens fejltagelser. Vi ser for vores øjne en verden, endnu ikke færdigudviklet, men liggende som et kim om forløsning og håb. En verden, der venter på at blive skabt.
Af Tom Jørgensen, redaktør
