Om galleriV58
galleriV58 åbnede d. 10. marts 2007. Galleriet har til huse i den charmerende gamle købmandsgård i Vestergade 58. Den totalfredede bygning ligger i hjertet af Århus, og har gennem årtier været kendt som et traditionsrigt musiksted i Århus. Vi håber og tror på, at vores centrale placering vil styrke kvarterets ry som ’gallericentrum’ i Århus. galleriV58 tilbyder modernistisk unik samtidskunst af høj kvalitet, udført af professionelle kunstnere fra ind- og udland. Vi lægger i galleriet stor vægt på, at give vore kunder og besøgende en meget personlig, kvalificeret og afslappet rådgivning om kunsten og kunstnerne. Og vi står altid til rådighed med vores faglige ekspertise.
Galleriet viser konstant en bred vifte af sine fast tilknyttede kunstnere. Herudover vil der næsten altid være en spændende særudstilling i en del af galleriet.
En vigtig del af galleriets profil er at vise dansk og international samtidskunst, som vi synes er interessant og vedkommende for den tid vi lever i.
I galleriV58 har vi ikke lagt os fast på en bestemt genre. Det der betyder noget for os er, at der er tale om god kunst. Udover at vise værker af veletablerede kunstnere, synes vi det er både væsentligt og spændende at finde og vise kunstnere, der endnu ikke har et kendt navn, men som fortjener at få vist deres værker til publikum. galleriV58 byder altid på store og små overraskelser. Udstillingerne og værkerne skiftes meget ofte ud, og konstant vises nye meget aktuelle kunstnere frem.
Vi glæder os over at kunne fremvise kunsten for dig i så hyggelige og atmosfærefyldte rum, som galleriet råder over.
I en del af galleriet ud mod Vestergade - med egen indgang - kan der nu også købes kvalitetsvine mm. Jonna Pedersen har i denne del af galleriV58 åbnet Årstidens Vine. Se meget mere på www.aarstidensvine.dk
Så velkommen i galleriV58.
Indehaver: Eigil Johansen
Kurator og daglig leder: Ib Chris Sørensen
Assistent og kunsthistoriestud.: Alexandra Balshøj
Assistent og informationsvidenskabstud.: Anne Frederikke Grand
Webmaster: Emil Steen Sørensen